I 2023 valgte min hustru og jeg, at sælge vores hus, vores bil, og næsten alle vores ejendele, for at rejse i centralamerika med vores børn på dengang fem og fire. I dette indlæg skal du høre om de store beslutninger, der måtte tages først – i sidste indlæg skrev jeg om hvorfor vi valgte at sælge det hele og rejse, hvis du ikke har læst det, kan det findes her: https://www.skovfar.dk/post/rejseblog-del-1-da-vi-solgte-vores-hus-og-alle-vores-ting-for-at-rejse-i-centralamerika-med-sm%C3%A5-b%C3%B8.
Før vi kunne gå igang med at planlægge turen til Costa Rica, var vi nødt til at tage stilling til hvad det skulle være for en slags tur. For det første,
skulle vi kun til Costa Rica?
Hvornår skulle vi hjem? og var vi nødt til at tjene penge mens vi var afsted?
Hvad skulle vi derovre? og rent praktisk hvad pakker man, hvordan og hvor længe skulle vi være afsted? Og når vi kom hjem, skulle vi så flytte tilbage til bofællesskabet?
Alt det måtte vi finde ud af. Så vi gjorde det vi ofte gør i den slags situationer, vi bryggede en kande kaffe, og sendte ungerne ud at lege, mens vi satte os i en solplet og diskuterede fremtiden. Det er forresten en af fordelene ved at bo i bofællesskab, at der altid er legekammerater (også en af ulemperne :P ).
I forhold til destination tror jeg hurtigt vi landede i, at Costa Rica nok var et udemærket udgangspunkt. Ikke fordi vi havde et særligt forhold til lige præcis Costa Rica, men fordi vi gerne ville et sted hen, hvor vi ikke havde været før, så vi kunne kombinere vores ”genstart”, med en stor oplevelse, og da ingen af os nogensinde havde været i Centralamerika, var dette helt oplagt. Vi havde også Asien oppe at vende (Thailand, Vietnam osv.) og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg den primære grund til, at det ikke blev der var, at Louise for år tilbage havde taget netop denne tur, og at det derfor ikke var nyt for hende.
På vores bryllupsrejse i 2017, havde Louise og jeg kørt Østeuropa tyndt i vores Ford Fiesta. Dengang var vi kørt fra Rumænien gennem Moldova til Ukraine, i håb om at komme til havnebyen Odessa. Krigen mellem Rusland og Ukraine var på det tidspunkt stadig begrænset til Krim-halvøen, og Odessa skulle derfor være sikkert.
Ved grænsen blev vi vinket ind til visitation. I dag er jeg ret sikker på, at det handlede mere om Eu-stemplet på vores nummerplade, end begrundet mistanke, eller rutinecheck. I hvert fald så begyndte den vampyrblege grænsevagt, med kartoffeltud og gevær på ryggen at rode igennem vores ting. Han fandt ikke noget han kunne bruge mod os, og da han begyndte at stå at vifte med Louises undertøj, og folde pakken med kondomer ud, blev det tydeligt at han mest af alt var ude på at chikanere og ydmyge os.
30 minutter gik, så 40, og så 60. Efter halvanden time tændte vi cigaretter i ren frustration (ja, vi røg dengang).
Straks stoppede vagten med at søge, og jeg er helt sikker på, at jeg så en krusning på hans læbe, der et øjeblik efter formede sig til en slangagtig smil.
”i må ikke ryge her” sagde han, og inddrog vores pas, mens geværløbet tittede frem over hans skulder. Er der en AK47 tilstede diskuterer jeg altså ikke, så vi afleverede vores pas og måtte så vente yderligere 30 minutter, uden pas, på grænsen mellem Moldova og Ukraine. Ikke en særlig sjov situation. Lang historie kort, vi endte med at få en bøde, på den mærkelige størrelse af "alle de kontanter vi havde på os", og en besked om, at vi kunne komme ind i Ukraine, hvis vi kom tilbage med 500 euro.
Det er måske unødvendigt at sige, men den dag mærkede min hustru og jeg en voldsom trang til at køre vestpå, og tog derfor i stedet en 13 timers køretur på tværs af Moldova bombehullede hovedvej mod Grækenland.
Dengang havde vi altså oplevet hvad det vil sige, at føle sig utryg i et fremmed land, og det havde vi bestemt ikke lyst til at opleve igen med små børn.
Derfor var det også vigtigt, at se Costa Rica an, det var blevet kåret som centralamerikas sikreste, før vi tog stilling til, om vi skulle rejse videre til andre lande i Centralamerika.
Derudover kom vi hurtigt frem til, at vi var nødt til at have en base. Altså besluttede vi at vi efter ganske kort tid, skulle forsøge at etablere os, helst i bofællesskabet La EcoVilla, der havde en hel del engelsktalende beboere, og også, antog vi, med nogle af de samme værdier som os. Derudover var La Ecovilla kendt for at være en enorm økolandsby, blandt andet med cirkulær økonomi, og for for os der var præget af en fascination af netop bofællesskabet og et ønske om at se hvordan dette kunne gøres, så var dette valg helt indlysende. La Ecovilla havde vi hørt om gennem en dansk influencer, og det var hendes video der i første omgang havde peget Louise i retning af Costa rica.
Når vi kom dertil, skulle vi etablere en form for hverdagsrytme. På vores bryllupsrejse havde vi nemlig også oplevet hvordan sådan en tur kan fyldes med for mange indtryk, hvilket resulterer i at man simpelthen bliver oplevelsesmæt.
Vi tænkte at dette måske gjorde sig særligt gældende i for vores dreng og mig. På det tidspunkt var vi begyndt at undersøge om vores dreng måske kunne være ”særligt sensitiv”, og om det måske var derfor vi havde de udfordringer end at passe ind i det gængse system.
Jeg selv har en skizoaffektiv diagnose (det skal jeg nok fortælle mere om i et andet indlæg – på et tidspunkt), og har derfor brug for at indtrykkene ikke bliver for mange. Hvis jeg skal være helt ærligt så gjorde dette felt mig meget bekymret. Ville en konstant omskiftelig hverdag uden tid til fordybelse kunne være gøre mig syg igen? På det tidspunkt havde jeg været stabil i 8-9 år, og denne del var jeg ikke villig til at risikere.
Så både for min og knægtens skyld (og for den børneroman jeg på det tidspunkt skrev på) blev hverdagsrytme derfor et uomtvisteligt punkt.
Penge var næste punkt, og det blev vi enige om måtte være noget vi fandt ud af, når vi besluttede om vi var der permanent eller ej – lige nu havde vi nok, og også det næste stykke tid frem (som jeg skrev om i sidste indlæg - https://www.skovfar.dk/post/rejseblog-del-1-da-vi-solgte-vores-hus-og-alle-vores-ting-for-at-rejse-i-centralamerika-med-sm%C3%A5-b%C3%B8 .
Når dette så blev aktuelt var planen i første omgang, at jeg skulle undersøge muligheden for at gøgle mig til lommepenge på gader og stræder med mine ballondyr (en tanke, der virkelig ville bringe mig ud af min comfortzone).
Vedrørende feriefomen var det også oppe at vende, om vi skull være frivillige gennem organisationen ”Wwoof” som vi hørte om gennem en veninde. En organisation der sætter landmænd der søger arbejdskraft, sammen med frivillige der søger viden. Super fedt koncept, som vi relativt hurtigt besluttede blev for besværligt med børn – vi nåede faktisk at finde en landmand ude i junglen, der gerne ville have os boende, men alene vejen derud, hvor noget af turen foregik via hesteryg, og der skulle gås flere kilometer, da der hverken var busser eller veje, måtte vi konstatere blev for omstændigt med små børn (hvis vi havde været alene, må jeg dog sige at vi havde gjort det, for er du vimmer en mulighed!) .
Det sidste vi skulle have afgjort var så hvornår vi skulle hjem igen, og om vi skulle hjem til det samme. Louise havde på det tidspunkt et stort behov for at afprøve, om Costa Rica, og ikke mindst boformen vi skulle prøve af dernede, passede os bedre, og havde derfor også behov for ikke at sætte en slutdato, hvilket var en rimelig frustration for mig, der både måtte melde barsel ud til mit arbejde, og også havde virksomhed herhjemme (ballondyr og børneunderholdning), hvor jeg af den grund var nødt til at sige nej til opgaver på ubestemt tid, frem for at kunne sige, at jeg var hjemme til f.eks. april-maj. Ikke desto mindre, så holdt Louise fast, og jeg kunne mærke at det var vigtigt for hendes proces at gøre det på den måde.
Vi blev derfor enige om, i første omgang at sigte efter 3-4 måneder, og så se det an, men uden at købe returbilletter.
I forhold til lejligheden i bofællesskabet var vi ret enige om, at vi, når vi kom hjem ville have behov for at bo tættere på Aarhus (især jeg havde haft svært ved at finde fodfæste, og kreativt netværk i Skive), og at vi derfor heller skulle sælge lejligheden nu, for ikke at have en løbende udgift derhjemme. Vi var faktisk også ude at besøge flere bofællesskaber i nærheden af Aarhus inden vi tog afsted, og bød også på en lejlighed, som vi ikke fik (hvilket vi er glade for i dag – mere om det senere). Dog blev vi enige om i processen, at denne del nok var bedst at tage stilling til på den anden side af turen, fordi vi havde en forventning om, at meget kunne nå at ændre sig.
Så næste punkt var det helt store. Vi skulle fortælle børnene det, og så igang med de praktiske forberedelser. Især det første gav mig en klump i halsen. For selvom vores dreng på 4, havde udfordringer der gjorde ham meget flytbar meget hurtigt, trivedes vores pige på 5 i børnehaven, og havde mange gode venner, både der og i bofællesskabet, og det ville ikke blive sjovt – dette og de praktiske forberedelser vil jeg skrive om i næste indlæg.
Comentarios