I 2023 valgte min hustru og jeg at sælge vores hus, vores bil, og næsten alle vores ejendele, for at rejse med vores børn på dengang fem og fire i Centralamerika. I dette indlæg skal du høre om hvorfor..
I efteråret 2023 underviste jeg i forfatterskab på en højskole, arbejdede deltid på en efterskole og drev min virksomhed ”Skovfar”, hvor jeg holder foredrag, laver ballondyr og børneunderholdning, og skriver bøger, primært til børn.
Det gik faktisk forrygende, og det var endelig lykkedes mig, at finde en version af arbejdslivet, hvor jeg kunne veksle mellem det kunstneriske og det praktiske, uden hverken at mangle penge, eller gå død i resten af tilværelse.
Så da min hustru pludselig en aften, udbrød at nu kunne hun altså ikke mere, så fik jeg ondt i maven.
Jeg kan ikke sige, at det var uventet.
Sagen er nemlig den, at vores dreng, der på det tidspunkt var 3,5, havde eksem i så høj grad, at han for nyligt havde haft et åbent sår på hagen i halvandet år, og flere gange ugentligt kløede sig selv helt til blods.
Flere gange havde vi været hos lægen, og vi smurte med alverdens hormoncremer.
Vi havde forsøgt at skære mælkeprodukter, og sukker fra (i perioder) – det er ikke helt nemt, når drengen kun vil spise pålægschokolade og yoghurt.
Og det sidste halve år, havde vi endda suppleret op med flere ugentlige akupunkturbesøg. Det hjalp meget lidt(og kostede en bondegård).
Ligesådan havde det også hjulpet en smule med de dræn, han for nyligt havde fået lagt på begge ører. Såret på hagen var nu lukket, men blussede op igen ved det mindste tegn på sygdom, og på resten af kroppen stod eksemen i fuldt flor.
Når vi afleverede i børnehaven klamrede han sig til os, og skreg i et traumatiserende omfang, så vi havde forsøgt i samarbejde med dygtige pædagoger at ændre ritualet og aflevere i et roligt hjørne, hvilket nogle gange hjalp, men hvis den trygge pædagog ikke var der, eller rutinen faldt fra hinanden - hvilket jævnligt skete, fordi vores system ikke er gearet til den slags - kunne vi være sikre på en dreng, der gik i opløsning, nogle gange i flere dage efter.
Vi gjorde alt for at skabe den trygge ramme. Bl.a. opstartede vi ham på storesøsters stue, for at hun kunne være det trygge element, også imod de fagliges anbefalinger, og selvom vi vidste det kunne koste på hendes trivsel, vi var ganske enkelt desperate.
Under fællesspisning i bofællesskabet måtte vi ofte gå, fordi han ikke ville stoppe med at skrige, og om aftenen skreg han sig selv i søvn.
Min hustru var ofte den der tog hjemmedagene med ham, efter et sammenbrud. Det var hende han var tryg ved, og derfor hende, der missede undervisning. Vi vidste da godt, at han burde være tryg ved os begge, og at vi burde træne det, men nogle gange gør man bare det der virker, fordi det at tage kampen er en fuldstændig vanvittig (og uoverskuelig) belastning, for både voksne og børn.
Alt dette pustede selvfølgelig til Louises krise omkring sit arbejde, der startede allerede før børnene blev født. For nyligt havde hun sagt sit job op, og var i gang med at omskole sig(til sygeplejerske), men var ikke i stand til at balancere ambitionerne på uddannelsen med ambitionerne på hjemmefronten – relativt simple ambitioner hvis jeg skal sige det, om at have børn i trivsel.
Det var kun dage siden, at hun sidst havde siddet med åndenød og hjertebanken og lækket tårer over lektierne, efter knægten igen havde skreget sig selv i søvn.
Så jeg vidste jeg jo godt, hvad hun mente. Hun kunne ikke finde balancen mellem at være den gode mor, og den gode samfundsborger - det kunne ingen af os, jeg var måske bare lidt mere tunnelsynet, og naivt troende på at tingene nok skulle løses af sig selv (som vi mænd nogle gange er, fordi vi har en hustru, der netop løser den her slags for os).
Hun fortalte at akupunktøren havde nævnt, at eksemen kunne være en stressreaktion, et tegn på, at systemet var overbelastet – hvilket vi, selvfølgelig, ikke kunne ignorere.
”Men hvad helvede skal vi gøre ved det?” sagde jeg, mest fordi, jeg godt vidste at hun ville foreslå et eller andet vanvittigt.
”sælge det hele og rejse” Sagde hun,
Hun argumenterede for at stedet sådan set var lige meget, men at vi var nødt til at se om balancen kunne findes i en anden type hverdag, et andet sted i verden, om nogen havde fundet den. At vi immervæk havde prøvet at tilpasse os "den danske drøm", og at vi på et eller andet tidspunkt var nødt til at tage vores drengs behov seriøst.
Vi måtte nulstille det hele, for at finde ud af hvad der stressede ham, og så bygge op fra bunden. Sælge huset, sælge bilen, sige jobs og uddannelse op, og ganske enkelt skride.
Så fandt hun en video på sin telefon af en influencer i et bofællesskab i Costa Ricas regnskov, med blomster, aber og vandfald brusende omkring sig.
”hvad med her?” sagde hun og tilføjede, at dette virkede som et liv i balance, hvor man kunne få lov at være forældre først, og tage sig af sine børn, i stedet for at sende dem ud i et underbemandet stresset system, fordi man skulle møde ind på ”fabrikken”.
”hvad med penge?” sagde jeg, og stillede blokader op, som jeg ofte gør, når jeg synes min meget kloge hustru er vanvittig.
– ”hvad med dem?” var hendes svar.
De sidste tre måneder var det lykkedes os at spare 60-70.000 op (vi har et lavt forbrug), og vi havde da egentlig 3 måneders barsel tilbage fra dengang knægten var helt lille, og hun startede på det hun troede var drømmejobbet.
Så havde vi tjent lidt på huset, omtrent 100.000, og hvis det blev helt ad helvede til, så måtte vi jo æde det vi havde på kistebunden og pensionen.
”For helvede” sagde jeg. ”det er jo det vi skal investere i fremtiden.”
”Fremtiden skal vi nok klare” sagde hun, ”Jeg er mere nervøs for nu!”
”hvad med mit job?” sagde jeg. Efterskolejobbet kunne jeg tage barsel fra, men højskolejobbet var både sjældent, og ikke sikkert at jeg kunne finde igen (og et betalende job inden for et kunstnerisk felt er ikke til at kimse af).
Vi blev enige om, at vi måtte vente og se om mit vikariat blev forlænget, og jeg lod mig overtale, på trods af karriereambitioner, skrivning, og hele molevitten.
Mest fordi jeg kunne mærke, at hun var nødt til at se om græsset var grønnere på den anden side, og om der fandtes en balance derude, hvor vores dreng trivedes. På en eller anden måde blev det også tydeligt for mig, at Louise havde ret – jeg mærkede jo de samme ting, og forstod at balancen ikke fandtes der hvor vi var. Vi havde forsøgt med hjemmepasning og selv at skabe rammerne, men idéerne om hvad man bør og skal, sad simpelthen for fast i krop og sind og vi var nødt til at komme væk, væk fra ambitioner, forventninger, og selvindbildte ideer om det perfekte liv.
Kort tid efter fik jeg at vide fra højskolen, at vikariatet ikke blev forlænget, og måtte erkende, at jeg ikke havde flere indvendinger, udover den roman jeg arbejdede på, som jeg godt kunne se udsigterne blev lange omkring, hvis vi rejste med små børn. Denne fik jeg lovning på at jeg nok skulle få tid til - Og pludselig var vi i gang med at planlægge turen til Costa Rica.
Hvilket jeg vil skrive om i næste indlæg.
Comments